Svanesang i ildens skær
Naturvejleder Nyt  juni 1999 nr.2

Naturen byder på mangfoldige oplevelser
Dansk Forum For Natur og Friluftsliv dec. 1995 nr.28

Naturen har noget, den gerne vil lære dig
Dansk Forum For Natur og Friluftsliv

Samisk lejrliv
Dansk Forum For Natur og Friluftsliv marts 1995 nr. 26

Kajakoplevelser
Dansk Forum For Natur og Friluftsliv april 2002 nr. 49

Rundt om Mariager Fjord   

 
 
 

 

Svanesang i ildens skær 
af Reiner Merke, naturvejleder på Fjordens Naturskole

Vintertiden her ved Mariager Fjord er altid spændende. Sang- og knopsvaner, skallesluger, lappedykker, hvin- og troldænder og en del andre fugle opsøger fjorden og giver en helt anden lydkulisse end de stille sommerdage, kun afbrudt af mågernes og ternernes ballademageri. Og godt hjulpen af det gode, friske sommervejr er fjordens tilstand i stadig bedring.

En gruppe mennesker er på vej til naturskolens lejrplads. Der er en klar himmel, en smule frost og heldigvis ingen vind. Gruppen skal de næste tre dage klare sig ude i den frie natur. De hører historier om det der flyver og svømmer, visner og plasker omkring dem. Og på turen indsamles materiale til et godt snitteemne og kvas til bålet. Bålet bliver gruppens kommende samlingspunkt og vil ud over lys og varme give en oplevelse af tryghed og eventyr i de kommende dage. Varmen holdes inde i et stort samisk telt, som gruppen selv har rejst. Indretningen her er så traditionel som muligt. Birke- eller grangrene som underlag. Ovenpå et lag renskind og på en jernkæde hænger den store kaffekande eller gryderne med aftensmaden. 

Udenfor er det hurtigt blevet mørkt og forhåbningerne om at se en klar stjernehimmel indfries ikke. Der er skyer på vej. Muligvis med mere sne. Men så længe det blafrende lys fra ilden leger skygge-tagfat med træstængerne på teltvæggen er humøret højt hos alle. Også hos de mindre optimistiske. Nogle fra gruppen har savet og kløvet det nødvendige brænde, mens andre har tilberedt aftensmaden og atter andre har indrettet det store telt og et lille wc-telt i nærheden. Med petroleumslys til de toiletbesøgende damer. 
Nu er der endelig tid til at snitte sig en samisk trækrog og lytte til fortællingerne omkring ildskæret.

Dagen efter er de fleste overrasket over, hvor fint de har sovet "ude i naturen" og har mere mod på den næste nat. I løbet af dagen har de gennemtravet skoven i området og set masser af dyrespor, hørt enkelte vinterfugle og nydt den stilhed der ofte hersker i de mere ensomt beliggende skove. Fjorden til gengæld er nu fyldt med bevingede, nordiske "vinterturister" og de kan høres langt væk. 

Hvordan laver man nu ild udelukkende med naturmaterialer og med kun én tændstik ? Uanset regn-, blæse- eller snevejr, så skal det kunne lykkes. Grupperne arbejder ivrigt for at holde varmen. Enkelte afbarker små grangrene og varmer dem på maven, andre vandrer langt efter birkebark. Andre igen rydder området for vissent kørvel. Hvordan er det nu, pileknopper og hyldebær-grene ser ud ? 
De mange røgsøjler og ivrig tale fortæller sit. Herefter tumler man rundt med at bygge samiske forrådsstativer, som samles uden snor og søm, men udelukkende med gaffelgrene af pil og elm. Herpå lægges soveposer og skind til tørre om dagen. 

Om aftenen sidder man "ensomt" fordelt langs fjorden og lytter til enkelte overvintrende fiskehejrers hæse skrig, sangsvaners klokke-sang, trækkende ænders vingesus, piblen af mus og natugletuden. En af de helt store oplevelser og næsten ikke styret. Og oplevelsen af at komme "hjem" til teltet med lys og varme virker kolossalt opmuntrende. 

Vinterens lejrliv er specielt ved at mennesket ofte føler naturen mere mægtig med dens kulde og stilhed end i sommerens munterhed. Der er noget mere alvorligt over mørketiden med den klare stjernehimmel og sagnfortællingerne i ildens skær. Man rykker tættere sammen. Åbner sig for hinanden og lytter. 
Og udenfor sladrer sneen på en pragtfuld måde om nattens dyreliv og sanserne skærpes over for de få fuglestemmer. Rovdyrenes måltidsrester bliver mere synlige og giver et billede af naturens egentlige barskhed. Vinteren er her en meget fin tid til at komme tæt på naturen. Sammenhængene er enklere at gennemskue.

Dette er et eksempel på en vintertur med Fjordens Naturskole. Deltagerne bestemmer i store træk selv turens succes ved at indgå i arbejdsfællesskabet ved at hugge brænde, rejse teltet, lave mad, vaske op og så videre. Og det giver et fint sammenhold i gruppen at skulle overvinde vinterens "besværligheder" og sammen at skulle gå på opdagelse i naturen. 
Som vejleder er jeg tæt sammen med disse mennesker og jeg synes det er kolossalt interessant at mødes på denne måde. Især da det ofte er yngre voksne der ikke dukker op på almindelige naturvandringer. Vintermørket og det lidt ekstreme er her fine medhjælpere.
 

toppen

Naturen byder på mangfoldige oplevelser

I disse år bliver der flere og flere kursustilbud for den natur- og friluftsinteresserede, der enten håber på senere at finde en jobmulighed inden for friluftslivet eller gerne vil bruge mere viden til sig selv. Dette er en spændende udvikling. Men jeg oplever, at alt for megen snak angående friluftsliv går ud på at vurdere udstyr, teknikker, kompetence osv. Selvfølgelig vigtigt, vigtigt, men den væsentlige, den absolut mest spændende, aldrig forudsigelige, udfordrende, for mange ukendte natur, hvor bliver den af ? Det er jo ikke første gang, at man her i Danmark har en folkelig interesse for friluftsliv, men formår vi som vejledere at fastholde denne interesse i længden ?

Jeg mener, at undervisere i friluftsliv selvfølgelig skal være eksperter på det område, som de nu underviser i. Men friluftsliv uden en bred naturforståelse ser jeg som en fattig erstatning for det grundlæggende. Selv en kondiløber skulle kende til skovens naturlige færdselsregler, da hans aktivitet helst skulle ske i samklang med dens indvånere. Hvordan mon det ville ende, hvis han ikke kendte til byens færdselsregler? 

Det er ikke så vanskeligt at gemme sin ringe kendskab om naturen i en masse aktiviteter. Men når der f.eks. fiskes, hvor der ikke er fisk, når der graves orm, hvor der næsten ingen orm er, når der arbejdes med træ uden hensyn til tørringstid og arbejdet derfor mislykkes, så går aktiviteterne i vasken bare pga. manglende kendskab til naturen. Stakkels elever og deltagere! De vil blive skuffede og tro, at det hele næsten er umuligt. Det er ikke godt, når man ikke kender noget til det lokale dyre- og planteliv og derfor bliver nødt til at prioritere krævende vandreture, men værre er det, når dyrenes yngletid tilsidesættes eller et lokalområde groft overudnyttes pga. manglende naturforståelse.Uden selvstændig øvelse, nysgerrighed og kendskab til naturen mener jeg, at aktiviteterne i længden bliver kedelige, da man ofte kun får et forhold til en eller anden form for udstyr. Jeg mener ikke, at det absolut er vigtigt, at man behersker alle plante-, dyre- og fuglenavne, men at man har et eget forhold til dem. Hermed mener jeg en god teoretisk baggrundsviden krydret med egen erfaring. Vær varsom med kun at remse navne op; det svarer til at sige Grieg, Mozart og Beethoven uden at give mulighed for at opleve musikken.
  

toppen

Naturen har noget, den gerne vil lære dig
  
Det er absolut gratis, det kræver bare din nysgerrighed og fulde opmærksomhed. Begynd med at sætte dig ved en skovvej, ved en lysning eller ved stranden, og vær stille og forhold dig i ro!!
Alle NATUR-lige steder er velegnede. Se, hvad der sker, og lær. Prøv nogle flere gange. Det kan nemlig godt være, at du har haft travlt på f.eks. din skole eller dit arbejde, og så skal du ikke regne med, at tankerne bare slapper af på kommando. Tænk dem igennem - på et eller andet tidspunkt er du vel færdig, eller? Var der ikke lige en bevægelse der ovre ved busken? Bliv siddende! Se og hør med åbne ører og åben mund (så hører du bedre). Er du blevet nysgerrig? Så prøv igen og gerne flere gange om år. Slå efter i bøgerne, og læs om de fugle, planter, frøer og mus, du så. Nu bliver det hele mere og mere spændende. Se solnedgangen langs fjorden. Hvordan fuglekoncertens aktør skifter, hvordan mågerne om aftenen flyver til deres sovepladser (ved du, hvor det er?), når ræven lusker langs stranden, fiskehejren kommer på stive vinger til sin fangstplads, men forhåbentlig ikke med et forskrækket skrig basker af sted og afslører din tilstedeværelse. Hvordan ørrederne hopper efter insekter og laver små plask, mens gydende hornfisk får strandkanten til at koge.

Jeg har flere gange prøvet at lade folk sidde ude "alene" i en halv time. Med en afstand, så de ikke kunne snakke sammen, men dog se hinanden. En del børn (og endda voksne) var nærmest skrækslagne ved tanken derom. "Hvad skal vi dog få tiden til at gå med" blev der sagt. Er dette mon angsten for sig selv, der taler ? På evalueringsskemaerne bagefter ser jeg ofte denne halve time nævnt som en dejlig oplevelse. Er det ikke utroligt ? 

Dette er vel den mindst krævende aktivitet på alle måder. Skulle man alligevel have lyst til at presse mere aktivitet ud af det, kan man bare sige, at folkene skal komme tilbage til udgangspunktet, når de tror at der er gået en halv time (de har selvfølgelig intet ur på sig). Hvad med en time næste gang?
Her ligger der noget, som vi som vejledere ikke må glemme at formidle og sætte os ind i. Den storslåede og, endda i mindste detalje, fascinerende natur. 

Hvorfor skriver jeg dette? Fordi jeg mener, at naturen altid bør være en vigtig del i enhver form for friluftsliv! 
Der er gang i mange spændende "uddannelser" inden for friluftsliv, og jeg følger det med stor interesse. Især her, synes jeg, bør naturen prioriteres højt på timevalget (se Fig.) da dette er fundamentalt og aldrig vil blive underlagt skiftende trends. Om man her i landet skal arbejde på at kræve en uddannelse inden for friluftsliv, kan jeg ikke helt overskue konsekvenserne af. Forhåbentlig bliver det aldrig nødvendigt, da det hele egentlig er meget mere end bare en uddannelse. Men ved en ansættelse ville jeg nok prioritere naturkendskab som et meget væsentligt element, da det kræver meget længere tid, end det at lære sig noget om f.eks. lejrliv og andre praktiske færdigheder. 
Bøger jeg vil anbefale at læse: 
  • Danmarks Natur 1-12 som de absolut bedste jeg kender.
  • Danmarks Pattedyr 1-2 Gyldendals bogklubber, 
  • Fuglene i Danmark 1-2 Gyldendal, 
  • Politikens florabog Gyldendals bogklub, 
  • Lademans naturfører, Dyrespor, Forlaget Danmark
  

toppen

Samisk lejrliv
 

Da jeg arbejdede som rensdyrhyrde i Lapland, boede mine arbejdsfæller og jeg for det meste i lavvuen, det traditionelle, samiske telt. Lavvuen var vor bolig på højfjeldet i slutningen af vinteren, hvor vi ofte havde 3o graders kulde, somme tider meget mere, og enkelte snestorme - og naturligvis også om sommeren, når vi havde strålende sol døgnet rundt. Vi danskere synes det er helt fint at bo i telt om sommeren, men ... om vinteren? Jo, lavvuen kan tumle både kuldegrader, blæst og øsende regn, hvis man forstår at bruge den rigtigt.

Nu bruger jeg det samiske telt i forbindelse med FJORDENS NATURSKOLE, hvor jeg er instruktør og vejleder. Lavvuen fungerer som skolebygning, hvor kun teltdugen skiller kursusdeltagerne fra naturens lyde og lugte. Naturskolen har faste lejrpladser ved Mariager Fjord, hvor der efter ønske kan arrangeres ture både sommer og vinter for grupper med interesse for samisk kultur og tradition samt dansk natur og friluftsliv.
Vil man anvende det samiske telt i sit vinterfriluftsliv, kan jeg give nogle råd med på vejen. Principperne for, hvordan man placerer og indretter lavvuen gælder uanset årstiden, men om vinteren er det ekstra vigtigt at være påpasselig for at undgå problemer.
Det er godt, at teltet står i læ. Findes intet læ, er det imidlertid bedre at møde vinden i et åbent område end at placere teltet foran en læmur af høje træer. Vinden vil nemlig derved være næsten uforudsigelig og ofte blæse røgen fra udstedet ned i teltet igen. I stærk blæst bør man undgå at slå lejr i bøgeskov, hvor der er stor fare for nedfaldende grene.
Som gulv lægges et lag birke- eller granris. Det isolerer ikke bare, men gør også, at man ligger behageligt. Jo tykkere laget er, des bedre (ikke under 10 cm). Man begynder inderst i teltet og lægger en række ris med den tykkeste ende hen mod indgangen. De følgende rækker lægges således, at toppene dækker enderne af de forrige ris. Hvis man lægger risene modsat med den tykke ende væk fra indgangen, vil man "falde" over toppene, når man går ind i teltet. Til sidst lægges et enkelt lag renskind, og nu er 7o% af kulden overvundet.
Brænde til om dagen hentes fra unge, udgåede træer og døde grene, der ikke har rørt ved jorden og er blevet fugtige. Om natten bruges tykke brændeknuder af løvtræer, der er skovet et år eller to i forvejen og dermed er helt tørre og røgfri. Selvfølgelig kan man finde tykke, døde træer i skoven, men ofte har de ingen ordentlig brændværdi. Et aflangt bålsted giver plads til, at mange mennesker kan varme sig, og plads til at lave en nyning. Den, der først fryser, lægger mere ved på.
Selv om der står minusgrader på soveposens deklaration, skal man ikke regne med ligefrem at ligge varmt. En almindelig sovepose kan forbedres væsentligt ved at man syer en inder- og yderpose til den, ellers hjælper et tæppe også.
Om vinteren går solen tidligt ned og står sent op. Det giver derfor en masse tid, hvor man sammen sidder omkring bålet og hygger sig. Der kan blive tid til at dele erfaringer, synge sammen, høre på fortællinger og oplevelser, se på hinandens udstyr. Der er måske nogen, der selv har lavet noget af det eller kan vise, hvordan man vedligeholder det.
Også om vinteren har naturen spændende ting at byde på. Mange nordiske fugle kommer her for at overvintre. Det er en oplevelse at møde en flok kvækerfinke, som roder rundt efter bog i den ellers tyste bøgeskov, eller at høre snespurvenes lystige kvidren, når de gennemsøger stranden efter føde - en hilsen fra Lapland! At høre rævens gennemtrængende parringsskrig om natten, at se på dyrespor i den nu ofte fugtige jordbund, eller at se på rådyr, der nu er nemmere at opdage i den bladløse skov. Kommer man trods alle forholdsregler til at fryse, så er det værste man kan gøre: at blive passivt siddende i sin sovepose og vente på, at det hele snart er forbi. Kom i gang med at hente brænde, at ordne ilden, at gøre klar til den næste dag - det vil give varme og hjælpe en del på humøret. Så vil man nok oftere frivilligt vælge at forlade sit vinterhi og gå på opdagelse derude.
  

toppen

Kajakoplevelser

At gå på jagt fra en rigtig kajak var drømmen, der fik mig til at låne en kajak og gennemsejle fjorden på kryds og tværs i løbet af sommeren. Da efteråret kom med mange vindstille dage, blev det afprøvet. Hvordan fungerer kajakken på haglbøssens rekyl ? Jeg affyrede bøssen og hele kajakkens ende løb op på strandkanten. Det var kraftige sager. Nå, men jagtfeberen og oplevelsestrangen var der alligevel fortsat. Så en tidlig vintermorgen, gik det af sted og jeg roede stille langs kysten. Hele tiden på udkig efter store sten som vi har så rigelig af her ved Mariager fjord. Pludselig kunne jeg høre en hvinandens karakteristiske lyd bag ved pynten. Rolig listede jeg mig nærmere og brugte nogle af de store sten, der lå spredt langs strandkanten som skjul. Hver gang flokken dykkede, nærmede jeg mig med kajakken. Men jeg måtte ud på åben vand for at komme tæt nok på for et forsvarlig skud. Så da flokken dykkede igen, stødte jeg kraftig af med pagajen og roede skyndsomt mod dykkestedet. Da de første ænder dykkede op igen og så bovvandet, fløj de straks op og jeg skød efter en af dem. Til min store overraskelse sejlede kajakken næsten lige så hurtigt baglæns, som da jeg sejlede til fuglene. Jeg fik anden på dækket og det blev til nogle spændende jagtture. 
Vinteren kom og en stille morgen imens det endnu var mørkt og månen skinnede, gled kajakken lydløs gennem vandet. Månen var lige ved at stå op da en ung sølvmåge fløj forbi. Ungmågekød er en fin spise har jeg ofte måtte sande når jagtlykken ikke stod på and. Jeg tænkte mig ikke længe om, men rev bøssen op til kinden. Fulgte mågens flugt med bøssen, indhentede den med bøssemundingen og skød.
Desværre lag jeg ikke mærke til at bøssen nu pegede 90° væk fra kajakken og da jeg skød, vendte kajakken bunden i vejret med mig nederst. Da jeg kom til mig selv igen, svømmede jeg rundt i iskold vand ved siden af kajakken. Hvad nu ? 
I en eller anden bog havde jeg set, hvordan man kunne kravle ind bagfra. Havde jeg dog bare brugt sommeren til at øve mig i det her. Nu lå jeg her i iskold vand og kulden kom hurtigt krybende.

Først skulle jeg befri mig for patronbæltet og haglbøssen som jeg havde bundet fast til mig selv og som trak godt nedad. Jeg behøvede ikke at tømme kajakken så jeg lagde bøssen og bæltet ind under fordækket for at stabilisere den og kravlede så op bag på kajakken og gled lige så hurtigt i vandet igen. Det var værst med fingrene. De hele en gang til. Stille og roligt. Hen over hullet. Svinge tilbage med benene og så…. plask. Efterhånden gik alvoren op for mig. Det her kan koste dig livet, knægt!

Hele kroppen blev langsommere og sløv efterhånden. Om jeg var bange ? Jeg havde endnu nogle kræfter tilbage men i mit stille sind lagde jeg mit liv i Guds hænder og prøvede så igen. Hen over hullet. Finde balancen. Benene frem og først det ene, så det andet ben og endelig sad jeg der. 
Hvor var pagajen ? Den skulle jeg havde hentet, da jeg lå i vandet. Den kunne havde hjulpen mig med at komme i kajakken igen. Der lå den døde måge og…… der svømmede pagajen. Med iskolde fingre og klaprende tænder skovlede jeg kajakken derhen, fik undervejs fat i mågen og derefter pagajen. Endelig. Nu var det bare med at komme hjem i en fart. Hænderne var følelsesløs men næppe har jeg sejlet så hurtigt hjem som dengang. 

Hvorfor nu hele denne historie ? I dag kan jeg grine lidt af det, men alvorligt var det og mange gange har jeg tænkt over det. Hvis nu….. Hvor lille jeg er over for naturen og forkerte handlinger kan have store konsekvenser for mit liv. Nu kunne jeg jo bruge pladsen her med et foredrag om alt det sikkerhedsmæssige, men vil spare læseren for det. Kun minde dig om, at dine handlinger har konsekvenser uanset selvfølgeligt om det drejer sig om friluftsliv eller ikke. Men folk kan har det med friluftsliv som mange bilister har det med landvejen og andre bilister. Man afreagerer. At bruge friluftsliv til at afstresse vil nok være en mere positivt tilgang. Og så sætter man ikke sit liv til som indsats.

toppen

 

Rundt om Mariager Fjord                                                

Som faglærer på en friskole og som naturvejleder er det altid spændende at udforske friluftslivets mange muligheder. I årenes løb har jeg tilrettelagt en del ture omkring Mariager Fjord. En af disse ture fører rundt om inderfjorden. Turen varer i alt 3 dage, er på ca. 40 km, hvoraf ca. 8 km sejles i små fiskerbåde. Jeg arrangerer denne tur både for børn (fra 5. til 10. klasse) og friluftsuddannelser, seminarier og andre interesserede.

På Vindblæs Friskole tilbyder jeg et valgfag som jeg kalder Vildmarksliv. Der må gerne være lidt eventyr i navnet. Og turen giver faktisk en fornemmelse af vildmark (når du spørger børnene).

Eleverne inddeler sig i 3 – 4 mands madgrupper. På en seddel giver jeg gode råd angående varme retter og pålæg og mængder. Alt slik i store mængder betragter jeg som fælles ejendom og deler ud med rund hånd. Det er rygtedes og har begrænset slikmængden væsentligt . En udførlig udstyrsliste hjælper forældrene og barnet med at huske det hele. En speciel besked til forældrene med fed skrift afhjælper en del problemer for mig:  Husk at jeres børn skal pakke rygsækken, ikke jer ! Ellers kommer jeg til at pakke 18 rygsække næste morgen.

Det er det hele. Nåja….der ringer selvfølgelig nogle bekymrede forældre, men når de har styr på det, skal det nok lykkes.

På den store dag mødes vi så i Mariager (se kort). Forventningsfulde børn, snakken går livligt, imens jeg går rundt og vejer deres rygsække. Er den tungere end  ¼ af deres kropsvægt, må nogle ting blive tilbage. Der sker altid morsomme episoder her. Mest med forældrene! Før turen har jeg aftalt med en voksen at være med som medhjælper. Og det er alle tiders, når det først er klarlagt, hvem der bestemmer på turen.  

Børnene og jeg starter med at aftale, hvem der går foran og hvor ve skal holde pause. Ellers vil nogle elever bare tonse derudad og miste oplevelsen. Pausestedet bliver markeret på et kort som alle elever har en kopi af.  Der bliver også aftalt, hvem der går sidst. I starten er det f.eks. den voksne eller nogle mere modne elever. På visse strækninger går jeg også bagerst, hvor jeg ved eller kan se at det er nødvendigt. Det kan faktisk være lidt tungt her. Det er her de modløse, hjemvefolket, vablerne og de ”tunge” rygsække mødes.

Efter de første 10 minutter en kort pause, hvor man justerer rygsæk, sko, tøj osv. Og så går det bare derud af. Ved en længere pause tager man sko og sokker af, så fødderne får frisk luft. Selv meget trætte børn kan pludselig live op igen og tumle rundt. I starten har eleverne ofte for meget tøj på (forældreomsorg) og de skal hjælpes til at justere det efter belastningen.

Vi går nede ved vandet så meget som muligt. Falske bakker (erosionsdale) rejser sig 50 m op langs kysten og giver indtryk af store skovområder. Hvor vejen er for sumpet må vi ind i skoven og følge vildvekslerne. Over 2 m høje sivområder med en masse små grøfter, det gør turen ekstra spændende. Der er bakker fyldt med ene, en bred å osv. Jeg tilrettelægger turen, så den bliver mest muligt spændende og udfordrende. Der er selvfølgelig forskel på en børne- eller voksentur. Nogle gange må vi også i vandet for at komme uden om vanskelige områder. Her beholder vi strømperne på for ikke at skade fødderne på de skarpe blåmuslinger. Om sensommeren kan vi æde os blå i hovedet i brombær, blåbær eller moreller. Senere er der masser af vilde æbler.

Vi har plastikpresenninger med, som vi bruger som bivuak. 2 store bivuakker giver plads til ca. 18 børn. Jeg bruger 2 stænger pr. bivuak; stængerne kan på turen bruges som vandrestokke. I midten af bivuakken sættes en pind, som vi finder i skoven eller på stranden. Pløkposen fyldt med græs putter vi over den, så presenningen ikke beskadiges. Regner det meget, sætter vi begge bivuakker sammen til et stort spidstelt med sideindgang. I rimeligt vejr laver vi et bål imellem bivuakkerne. Den første aften varmes den forberedte mad blot i Trangiaen. Når vi kommer til næste soveplads, har en af forældrene lagt et depot ud med aftensmad (dåser), morgenmad og frokost. Det gør jeg kun med børn. Voksne kan selv bære maden.

Om morgenen hænges soveposerne til tørre, så nattehørmen luftes ud. Plastrene fordeles og et nyt eventyr venter. Og pausen i ”Paradiset”  er hele turen værd.

Efter den anden overnatning skal vi passere en bred å og store sivområder. Pga. en uvillig lodsejer har jeg hyret to lokale fiskere, der sejler os uden om. Trætte som de er glæder de sig meget til sejlturen. Efter nogle kilometer stopper turen igen ved et lille fiskerleje og herfra vandrer vi videre. Varmen får vi hurtigt da der er en stejl skråning på 50 m der skal bestiges. En fedtet lerskråning som er en oplevelse i fugtigt vejr. Her skal de stærke gør en ekstra indsats. Ellers hjælper man først og fremmest sit madhold. Fordele trangiaen, ekstra oppakning, maden osv. Opstår der problemer undervejs, som gruppen ikke kan klare, må andre grupper eller de voksne hjælpe til. Denne løsning har jeg gode erfaringer med.

Ved målet er der en masse trætte og stolte børn. De har lært noget af deres flotte lokalområde at kende og er som regel meget begejstrede over turen. Ud over leje af fiskernes både og maden koster turen ingen ting. Jeg har stormkøkkener til grupperne og presenninger til bivuakkerne. Så lidt skal der til for at få en kæmpe naturoplevelse. 

  toppen


Fjordens Naturskole
ved
Susanne og Reiner Merke
Falslev Hedevej 2
9550 Mariager

E-mail: post@fjordens-naturskole.dk